“Rigtig meget i forskningen tyder på, at vi har undervurderet genetikken, når det kommer til et barn og dets psykiske udvikling. Vi har længe haft en idé om, at et menneskes trivsel eller mangel på trivsel kan spores tilbage til dets opvækstmiljø. I dag ved vi, at det slet ikke er så simpelt.” Berlingske, 29/1/2024
Et menneskes personlighed formes dels af en biologisk arv fra naturen, og dels en social arv fra opvæksten. Medfødt har vi således en biologisk arv af erfaringer, som med de sociale erfaringer vi får efter fødslen, tilsammen danner personligheden.
Social arv
Opvækstbetingelserne påvirker udviklingen af følelseslivet, og hvordan de medfødte adfærdsformer vægtes i et menneskes ubevidste. Nogle af de medfødte evner (over)udvikles. Andre udvikles slet ikke, fordi synapser og neurale netværk i hjernen ikke bliver forbundet.
Det betyder således noget for vores psykiske udvikling, om vi vokser op i et miljø præget af f.eks. vold eller konfliktskyhed, misbrug eller ansvarlige voksne, samtaler eller tavshed, ros eller kritik, anerkendelse eller straf, frihed eller social kontrol, kærlig omsorg eller omsorgsfravær, tryg eller utryg tilknytning.
Biologisk arv
Biologisk arv kan imidlertid siges at spille en større rolle for dannelsen af personligheden end den sociale arv. Det skyldes de præmisser, som menneskets emotionelle biologi udgør for dannelsen af den sociale arv. De er ganske enkelt nødvendige og udgør selve forudsætningen for dannelsen af vores sociale personlighed. De måder, børn (og voksne) opfører sig uhensigtsmæssigt på, skyldes derfor i højere grad, at det er den biologiske arv, som styrer menneskets adfærd.
Menneskets medfødte biologiske arv rummer ingen humanistiske adfærdsmåder. Det er ikke er almen viden. Forældre kan derfor tro, at de har gjort noget galt, eller at der er noget galt med deres barn.
De kan stå magtesløse og uforstående overfor barnets adfærd. Dele af børns opførsel stammer imidlertid fra en utidig ”sund natur”, som de ofte ikke kan styre, selvom adfærden kan være uacceptabel.
Generelt fejler børn principielt intet, selvom de ikke kan følge deres positive sociale arv. I de situationer er de basalt set styret af biologisk arv.
“Vi begynder livet med de forskellige hjernedele, der findes fra tidligere stadiers adfærdsbiologi. Imidlertid er de ældste dele stadig så styrende, at de nyere hjernedele skal have hjælp i form af en intelligent adfærdslæring, efter vi er født. Får mennesket ikke netop denne præcise læring, vil urhjernen dominere os, uanset hvad vi går rundt og tror og tænker. Det er således urtidens drifter som styrer, hvem vi bliver som personligheder, og ikke mindst hvordan vi opfører os.” Biopsykologisk Institut
Forældrenes betydning falder med årene
Forældrenes betydning for barnets personlighed er størst de første 3 år, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af omsorgspersonerne.
Ubetinget omsorg gives i form af f.eks. beskyttelse, kærtegn, trøst, leg, hjælp og hensyntagen.
Denne tidlige sociale arv, indlært gennem barnets sansning af forældrenes adfærd og deres reaktioner på barnets adfærd, fremmer eller hæmmer de medfødte drifters positive og negative egenskaber. Den er dermed afgørende for, hvordan den biologiske arv med alle dens genetiske dispositioner vægtes i barnets ubevidste. Hvilke forbindelser der dannes imellem urhjernens medfødte adfærdsinstinkter, drifter og emotioner, og de ydre hjernedele. Forældrenes adfærd lægger på den måde grundstenen for, hvordan barnets hjerne kommer til at fungere resten af livet.
Det er primært fraværet af ubetinget omsorg i de første 3 år, med medfølgende tilknytningsforstyrrelser, som kan have dramatisk negative psykiske konsekvenser. Omsorgssvigt kan endog være medvirkende årsag til sindslidelser som depression, social angst, panikangst, OCD og forskellige former for personlighedsforstyrrelse.
Efter de første 3-5 år ligger de vigtigste miljøfaktorer (social arv) i tiltagende grad uden for familien. I påvirkningen fra jævnaldrende legekammerater, venner og fællesskaber.
Efterhånden som hjælpeløshedsgraden aftager, bliver fællesskaber og grupper af jævnaldrende tiltagende vigtige for børn og unge. Det handler om at tilpasse og tilegne sig deres sprog, holdninger, normer og ritualer. Og det handler om at opnå og fastholde så høj social status som muligt.
Dette vil alt andet lige, af rent biologiske årsager, være langt vigtigere for børn og unge, end at gøre som deres forældre ønsker. Langt vigtigere for deres trivsel end forholdene i hjemmet.
“At det er gruppen udenfor familien, der påvirker unge, er i øvrigt ganske plausibelt set fra et adfærdsbiologisk perspektiv. For børn og unges fremtid afhang tidligere af, at de netop kunne begå sig i den gruppe, de også ville være sammen med som voksne.” Anders Hede, Forskningschef i TrygFonden, Samfundsøkonomen 6/2007
“For hvert år, et barn bliver ældre, vil familiemiljøet betyde mindre og mindre for barnet. I stedet vil det være miljøet uden for familien, som til syvende og sidst vil præge barnet og få en afgørende betydning for barnets retning og dets udfordringer i livet.” Berlingske, 29/1/2024
Det rene kætteri?
I Danmark er der ikke tradition for at betragte mennesket som et biologisk væsen. I særdeleshed ikke hvad angår menneskets psyke og personlighed. I den fremherskende pædagogisk/psykologisk kultur anses stort set alt som væredne socialt konstrueret. Et barns adfærd, såvel som et voksent menneskes personlighed, betragtes derfor som udtryk for social arv. Et barns aggressive, destruktive, egoistiske, asociale eller dominerende adfærd må derfor have årsager, der har med forældrene og familien som socialt system at gøre. Men det er ofte forkert.
“Mennesket har nedarvede drifter, der kan skabe dårlig adfærd og dårlige følelser, som vi ikke anerkender i et moderne samfund – men værst – som vi fornægter, at alle mennesker rummer. Vores børn fødes med dem! I denne manglende erkendelse, har vi givet social arv skylden for mange af de dårlige sider i mennesket, og de typer af adfærd vi helst vil undgå… Forældre har, ofte uretfærdigt, fået skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv. Mange voksne har måtte leve livet med unødvendige, lave selvfølelser, som f.eks. usikkerhed, ikke gode nok, lavt selvværd, skyld og dårlig samvittighed”. Biopsykologisk Institut
Af samme årsag kan end ikke den bedste barndom immunisere barnet mod uhensigtsmæssig adfærd i ungdom såvel som voksenliv – f.eks. egoisme, psykisk/fysisk vold, alkohol, stoffer, overforbrug, gældsætning, tyveri, snyd, bedrag og forskellige former for stupid flok- og gruppeadfærd. I mange tilfælde vil heller ikke dette være forældrenes skyld, men have årsag i menneskets nedarvede adfærdsbiologi samt fravær af emotionel intelligens.
“Et barn kan sagtens udvikle psykiske lidelser, selvom det har haft en tryg opvækst med varme og støttende forældre. I dag ved vi, at individets medfødte temperament spiller en væsentlig rolle i dannelsen af psykiske lidelser, og at psykiske lidelser kan udvikle sig uafhængigt af oplevelser i barndommen.” Berlingske, 29/1/2024
Forældre med unødvendige dårlige følelser
Forældrenes adfærd har betydning for udviklingen af deres børns psyke og følelsesliv, på godt og ondt, også udover de første 3 til 5 år af barnets liv, men meget er uden for deres kontrol.
Omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser i de første leveår, hvor barnet er allermest hjælpeløs og afhængig af forældrene, er beviseligt meget skidt for et barns psykiske udvikling. Det samme er fraværende forældre, som ikke er til stede i deres barns liv, interesserer sig for det og tager ansvar for dets opdragelse, frem til og med puberteten, hvor selvstændighedsfaserne og adskillelsen når sit biologiske endemål.
Men – derudover kan forældreskab grundlæggende sammenlignes med vitaminer. Under et vis lavt niveau har et fravær dramatiske konsekvenser. Men over dette niveau gør forældre ikke nødvendigvis så meget til eller fra.
Det er en viden, som kan virke provokerende eller angstvækkende. Men det rummer også nogle muligheder.
Når forældreskabet bliver en emotionel belastning
Forældreskabet er for nogle forældre blevet et fuldtidsarbejde, som er en kilde til emotionel belastning og deraf følgende kronisk stress. Forældre har imidlertid mindre indflydelse på deres børns adfærd, trivsel, liv og personlighed, adfærd og trivsel, end de selv tror, og ofte også tillægges af omgivelserne og samfundet. Som følge heraf er det tid til at “sænke skuldrene” og slappe lidt af i forældrerollen.
Lave selvfølelser som skyld, dårlig samvittighed, ikke god nok og utilstrækkelighed, er ofte unødvendige. Der er derfor ikke nogen (rationel) grund til, at de skal fylde uforholdsmæssigt i hverdagens tankemønstre og styre ens adfærd. Det kræver naturligvis, at man kan være med det kontroltab, som følger med ovenstående indsigter!
“Det nye børnesyn er præget af en opfattelse af, at man som forældre er altafgørende for ens barns fortid, nutid og fremtid. At der er en direkte sammenhæng mellem alt, du gør og siger som forældre, og ens barns nuværende og fremtidige trivsel.” Berlingske, 3/9/2023
Måske nogle endog kunne have gavn af at smide bøger om forældreskab i skraldespanden og se bort fra gode råd, opdragelsestrends og velmente formaninger. Forældre bliver ikke kompetente af de ting. Forældre bliver kompetente af at være sammen med deres børn, og lære af deres erfaringer.
“Langt størstedelen af os gør det mere end godt nok og behøver hverken at læse om eller tage på kursus i tilknytningsteori… I virkeligheden skal vi lægge ambitionerne på vores børns vegne til side og kun koncentrere os om at elske og passe på det enkelte barn. Det behøver ikke at være mere kompliceret end som så.” Berlingske, 29/1/2024
Udgivet første gang på Coach & Psykoterapeut Skolens blog den 4/9/2023.