Opdragelse til selvstændighed
Opgaven forbundet med oplæring og opdragelse af børn er at støtte dem i deres udvikling til selvstændige og selvhjulpne voksne mennesker, der kan tage ansvar for såvel deres eget liv som forskellige typer af fællesskaber i samfundet, på job, i parforhold, familie etc.
Undladt opdragelse er skidt
For meget hjælp, overbeskyttelse, forkælelse og inkonsekvens kan have stærkt negative psykiske effekter. Det resulterer nemlig ofte i børn, som kræver opmærksomhed, ikke lærer at udsætte deres behov, ikke kan udholde at gå glip af noget, som er kronisk misundelige og jaloux, går i magtkamp, angler efter ros og anerkendelse, ikke lærer at tage ansvar for aftaler, regler, opgaver og pligter m.m.
Det er med andre ord ikke børn, som opdrages og oplæres til at kunne tage et voksent ansvar for hverken dem selv eller andre.
Forældrene skaber det stik modsatte af, hvad de egentlig ønsker: impulsive, egoistiske, nydelsessyge, selvoptagede, selvhævdende og uansvarlige “voksne”. Det er egenskaber, som ingen fornuftige mennesker bryder sig om, og de kan derfor se frem til et ensomt, tomt og kærlighedsløst liv.
Autoritær opdragelse dur heller ikke
Opdragelsen må heller ikke blive autoritær, hvor den voksne dominerer barnet og bestemmer for hårdt og for meget. En sådan opdragelsesstil er styret af den voksnes egen utålmodighed, vrede og mangel på ydmyghed, og deraf følgende for høje krav, skældud og straf.
Et barn der bliver opdraget autoritært, kan vokse op og føle sig forkert, ikke god nok, afvist, skam og skyld. Det kan blive kronisk ængstelig eller, for at undgå angst og sårbarhed, helt lukke af til krop og følelser.
At være en autoritet i sit barns liv
Børn har brug for en barndom og opvækst med voksne, som tager ansvar for, at de lærer normer, regler og kompetencer, som er nødvendige for at kunne fungere og bidrage i et komplekst moderne samfund.
Børn har brug for voksne, som tør bestemme – til nytte for dem – med kærlig, guidende og anerkendende støtte i læringsprocesserne – og den rette balance mellem konsekvens og fleksibilitet. Alderssvarende krav, opgaver og pligter hører med til det.
Det forudsætter, at man som forælder tager aktivt del i sit barns liv. Og at det sker med ydmyghed overfor opgaven og ansvaret for et i nogen grad hjælpeløst individ, som er afhængig af én. Ydmyghed overfor hvor lidt barnet forstår. Ydmyghed overfor barnets “fejl” og reaktioner, når det ikke magter opgaven. Villighed til at justere opgave og krav. Anerkendelse af indsats frem for resultat.
“Langt de fleste forskere regner den autoritative opdragelse for den metode, der skaber de mest harmoniske og bedst fungerende børn… De autoritative forældre omfavner deres børn med masser af kærlighed, interesse og respekt, men sørger samtidig for at sætte grænser og stille krav. De skælder sjældent ud, men gør konsekvent deres børn opmærksomme på, hvis de har opført sig dårligt, og bruger tid på at forklare dem, hvorfor deres opførsel ikke er acceptabel.” Illustreret Videnskab, 30/7/2002
“Der er forskel på at optræde som en autoritet og at være autoritær. Der skal være en autoritet. Der skal være én, der flyver maskinen. Vi er nødt til at uddelegere ansvaret, og vi er nødt til at have respekt for nogen, der ved noget og kan noget… Uden autoriteter kan vi ikke leve.” Johannes Møllehave
Forældreskab og emotionel intelligens
En forudsætning for at kunne være en tålmodig, rolig og ydmygt støttende autoritet i sit barns liv er, at man som forælder ikke er bange for barnets reaktioner.
Børn kan f.eks. blive meget utilfredse og føle sig uretfærdigt behandlet, komme i afmagt, blive vrede og rasende etc. Netop der er det afgørende, hvordan den voksne har det med sine egne dårlige følelser. Har de det skidt med dem, vil de ofte (ubevidst) prøve at styre et barn uden om dårlige følelser.
Det er imidlertid at gøre dem en bjørnetjeneste. Forældrene formår muligvis at dæmpe barnets dårlige følelser i situationen, men det kommer med en pris.
Barnet vil med stor sandsynlighed få det skidt med at lave fejl og være dårligt rustet til at tackle modgang, nederlag og kriser. Dette kan danne grundlag for passivitet, forvirring, stress, afmagt, opgivenhed, hjælpeløshed og depression senere i livet. Samtidig kan barnet senere i livet få sociale udfordringer pga. umodne forventninger og krav til omgivelserne.
Børn har brug for at blive set, der hvor de er, med de følelser de er i, uden at den voksne giver efter og fralægger sig ansvar og lederskab.
I den forbindelse er den stille autoritetsværdighed, som den voksne kan udvise med sit kropssprog, ofte vigtigere end de ord, der siges. Ikke mindst fordi voksne ofte taler til børn med et voksensprog, som børn slet ikke forstår.
Biologisk arv vs. social arv
Hvis børn vedvarende går i magtkamp, kan det skyldes, at forældrene ikke påtager sig lederskabet. Men – i en del tilfælde, skyldes det ikke dårlig opdragelse, når små og mindre børn ikke kan sidde stille, bliver rasende, strides om ting og forældrenes opmærksomhed, ikke vil dele, lyver eller afviser hinanden.
Det skyldes derimod ofte medfødte drifter og instinkter. Et biologisk nedarvet følelsesliv som børn først kan begynde at lære at håndtere i takt med de ydre hjernedeles biologiske modningsforløb. Og det kommer vel og mærke ikke til at ske uden ydmyg støtte fra kompetente voksne.
Dette er desværre ikke alment kendt. Forældre får derfor, ofte uretfærdigt, skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv.
“Teorien om familielivet som årsag til social arv er i dag så godt som forladt indenfor psykiatrien, hvor den tidligere stod stærkt. Tidligere fik kølige mødre skylden for, at deres sønner blev autister. For slappe forældre medførte adfærdsvanskeligheder og for skrappe ditto gav lavt selvværd eller anoreksi. Så godt som alle disse teorier er i dag forladt. En af grundene til dette skift er resultaterne fra tvillinge- og adoptionsstudier, der netop tillader, at man kan opdele påvirkningen fra forældre i en genetisk og en miljødel. De viser entydigt, at der ingen eller kun yderst minimal effekt kommer fra familiens indre miljø, mens gener ofte spiller en betydelig rolle sammen med andre miljøfaktorer…” Forskningschef Anders Hede i Samfundsøkonomen nr. 6, december 2007.
Den neurobiologisk umodne barnehjerne i nutidens livsbetingelser
Den moderne verden er grundlæggende kompleks, uoverskuelig og uforudseelig for den biologisk ufærdige urhjerne. Det gælder både mængden og karakteren af stimuli, ikke mindst dem børn eksponeres for i skolen, både socialt og fagligt.
Dette kan i særlig grad give problemer for børn med neurodivergente hjerner – det vi kender som ADHD, ADD og autisme diagnoser. Årsagen er, at deres hjernes neuroreceptorer ikke kan skelne vigtige stimuli fra uvæsentlige. Tilsvarende giver deres hjerners neurokemi ikke mulighed for impulsstyring og dæmpning af de medfødte urdrifter. De vil derfor ikke kunne lære sociale kompetencer og følelsesmæssig regulering i samme hastighed som neurotypiske børn. De kan tillige reagere med stærk modstand, kravafvisning og “nedsmeltninger” på forældrenes forsøg på at opdrage dem.
En sådan adfærd er ikke nødvendigvis udtryk for dårlig opdragelse. Det er ofte et symptom på, at deres hjerner er ved at “brase sammen”. Børn med neurodivergente hjerner bør derfor eksponeres for regler og krav i et noget reduceret tempo.
MERE VIDEN
Om opdragelse af børn
Om autoritær opdragelse
- Hårde ord nedbryder hjernen – Illustreret Videnskab, 30/7/2022:
”I 2021 skannede canadiske forskere hjernerne hos 94 børn, som var blevet autoritært opdraget i forskellig grad. Skanningerne afslørede, at jo strengere og mere disciplinært børnene var blevet opdraget, desto mindre var størrelsen af deres frontale pandelapper. Disse hjerneområder spiller en afgørende rolle for personligheden og evnen til at tænke, planlægge, lægge bånd på sig selv og vurdere, hvad der er godt og skidt. Også hjerneregionen amygdala, som bl.a. håndterer frygt og forsvarsreaktioner, var mindre hos børnene med meget autoritære forældre. Derudover viste psykologiske undersøgelser, at disse børn udviste tegn på angst.”
”I det hele taget har forskerne fundet stærke beviser for, at en autoritær opdragelse er skadelig. Børnene er ofte aggressive og kan ikke kontrollere deres vrede i pressede situationer, har lavt selvværd, klarer sig dårligt i skolen og har vanskeligt ved at knytte relationer til andre mennesker. Derudover er de i forhøjet risiko for at ende i misbrugsproblemer, udvikle depression og begå selvmord.”
Om undladt opdragelse
- Alt for mange forældre er bange for at opdrage deres børn og vil hellere være søde og hygge end at stille krav – Politiken, 26/11/2017:
”Hvis vi viser vores børn, at deres egne behov altid kommer først, lærer de ikke at indgå i en større sammenhæng.
”Mange forældre har misforstået, hvor afgørende det er, at vores børn møder modstand.
“Hvis man vil have et simpelt princip, er det dette: Hvis børnene godt selv kan, er der absolut ingen grund til at gøre det for dem.” - Vi opdrager børn til at blive narcissister – Kristeligt Dagblad, 22/3/2014:
”Inkluderende børneopdragelse kommer for eksempel til udtryk, når forældre under påskud af at ville opdrage deres børn til demokrati foregiver at være lige med deres børn, ja, at være deres venner. Det betyder, at de i realiteten opgiver at være forældre.”
”Forældre skader deres børn ved at overforkæle dem… De udvikler den slags træk, som i middelalderen blev kaldt for de syv dødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri, vrede og ladhed.” - Hårde ord nedbryder hjernen – Illustreret Videnskab, 30/7/2022:
”Flere undersøgelser viser, at curlingopdragelse ikke er optimal; fx har børnene sværere ved at håndtere konflikter, og de har forhøjet risiko for at blive selvoptagede eller deprimerede. Og i en svensk undersøgelse fra 2015 viste forskerne, at teenagere, som var opdraget af eftergivende forældre, var mere tilbøjelige til at begynde at drikke alkohol end dem, som var opdraget efter den autoritative metode. Børnene med de eftergivende forældre blev desuden oftere rygere og eksperimenterede mere med hash og andre illegale stoffer. Forklaringen er formentlig, at børnene mangler selvdisciplin, stiller urealistiske krav og føler sig usikre, når de skal stå på egne ben.
Om neurodivergens og opdragelse
- ADD/ADHD | What Is Attention Deficit Hyperactivity Disorder?
Se video med Thomas E. Brown. - Simon Baron Cohen og Thomas Werge om autisme:
“Autisme er ikke en psykisk sygdom, men et eksempel på neurodiversitet. Ikke alle hjerner er ens – der findes mange slags hjerner i naturen. Dette nye syn på autisme betyder, at vi ikke skal se autisme som en sygdom eller en lidelse, men som en forskellighed, som kan resultere i et handicap.”
“Genetikken har haft enorme landvindinger indenfor det sidste ti år med hensyn til en masse biologi, vi er begyndt at forstå. Den allerstørste gavn vi har af det, er det forhold, at vi kan gentænke psykiatri og psykisk sygdom, som en del af en total normalitet.”
“Hvis vi pillede al genetikken for autisme ud af menneskehedens arvemasse, hvad ville vi så have tilbage? Ville vi have et menneske vi ville være? Nej, fordi vi ville pille al genetikken for vores intelligens og vores evne til at tænke analytisk ud. Vi ville også pille vores kreativitet ud. Så du kan sige, at der er ikke noget mere intimt menneskeligt, end det vi i dag taler om som psykisk sygdom.”
—
Udgivet første gang på Coach & Psykoterapeut Skolens blog den 23/2/2018.