Vi lever i en kultur, der besynger den ubetingede kærlighed som en særlig emotionel tilstand, vi bør tilstræbe. Det kommer med en indre emotionel konflikt.
Vi får tillige ofte skabt problemer for os selv (og ofte også dem vi holder af), hvis vi ikke kan skelne forelskelse fra kærlighed og ikke kan skelne forskellige former for kærlighed.
Forelskelse har sex som formål
Forelskelse er en emotionel eksplosion, som omdanner menneskehjernen til en tilstand, der mest af alt minder om OCD, med en total frakobling af fornuft og rationale, og et ubetinget fysisk begær efter den person, som forelskelsen er rettet mod.
Forelskelsen opstår i det ubevidste som et resultat af sansernes vurdering af den udkårnes frugtbarhed og genetiske kvalitet. Det udløser kemiske processer (signal- og belønningsstoffer) i de indre dele af hjernen.
“Umiddelbart skulle man tro, at vi selv var herre over, hvem vi føler os tiltrukket af og bliver forelskede i. Men faktisk har vi ikke noget som helst at skulle have sagt i den sammenhæng. Den beslutning bliver alene taget af den mest primitive del af vores hjerne, urhjernen… De processer kører af sig selv uafhængigt af vores bevidsthed.” Neuroforsker Troels W. Kjær
Forelskelse er en emotionel kraft, som tilskynder til masser af sex, og som i sin natur er polygam, eftersom den er tidsbegrænset (typisk 8-10 måneder) med mulighed for gentagne forelskelser, der retter den seksuelle energi mod flere sexpartnere over tid.
Kærlighed har loyalitet som formål
Kærlighed tilskynder til former for varig tilknytning med forskellige grader af loyalitetskrav.
Hvor forelskelse opstår fuldstændig uafhængig af adfærd, kræver kærlighedsfølelsen adfærd, for at kunne opstå. Kærlighed i parforholdet er således betinget af et forpligtende samliv. Det involverer aftaler, opgaver og pligter, som gør det muligt gradvist at opbygge gensidig tillid, loyalitet, samhørighed og positiv afhængighed.
Man kan derfor også opleve at blive forelsket i en anden, samtidig med at man føler kærlighed for sin nuværende partner. Godt for genetisk variation, hvilket netop er naturens formål med forplantnings-/ seksualdriften. Knap så godt for kærlighedsfølelsen, der, som en del af det emotionelle styresystem i familie-/klandriften, tilskynder til forpligtende og varig samhørighed i parforhold og familier.
Når nutidens kultur konflikter med urtidens natur
Forplantningsdriften er polygam i sin natur. Familie-/klandriften rummer medfødte loyalitetskrav. Dette er grundlag for emotionelle konflikter, som mange kommer til at opleve. Og det kan være ganske forvirrende at forstå sig selv i, hvis man ikke ved, at forelskelse og kærlighed er væsensforskellig emotionel biologi med vidt forskellige evolutionære aner. Det kan tillige give anledning til unødvendigt dårlige selvfølelser,
Kulturelt set er forelskelsestilstanden højt værdsat i den vestlige verden. Det har historiske tråde til det 19. århundrede romantisme, som nutidens kulturbærende populærmusik og film står på skuldrene af. Mange har derfor den holdning, at der må være noget galt med parforholdet, hvis man ikke er forelsket i sin partner. Eller hvis man bliver tiltrukket eller forelsket i en anden.
Det behøver dog ingenlunde være tilfældet. Forskningen viser ingen sammenhæng mellem graden af forelskelse og et godt forhold.
Det er en romantisk og vestlig konstruktion, at forelskelsen er afgørende for et godt parforhold. Det kan imidlertid ikke undgå at udfordre accepten og tilfredsheden i parforholdet, når forelskelse og kærlighed opfattes så synonymt og sammenblandet, hvor der i virkeligheden er tale om radikalt forskellig emotionalitet. Mange går derfor fra hinanden på et forkert grundlag.
Emotionel intelligens
Emotionel intelligens er at tage et fælles ansvar for at skabe kærlighedsfølelsen gennem bevidst adfærd, mens man er forelsket – inden forelskelsen klinger af. For det gør den med usvigelig sikkerhed.
Links til artikler om forelskelsens biologi:
- Derfor rammer ’Gift ved første blik’ sjældent plet – videnskab.dk, 29/8/2024
- Sandheden om kærlighed: Min hjerne banker kun for dig – Illustreret Videnskab, 21/4/2023
- Med urhjernen på date – psykoterapeutskolen.dk, 17/10/2018
- Forelskelse er som kokain for hjernen – videnskab.dk, 8/12/2014
- Klarlund: Forelskelse er en tvangstanke, der minder om OCD – Politiken, 5/10/2014
- Kærligheden er ustyrlig – videnskab.dk, 28/12/2008
“Jeg har stor medfølelse for dig (der er forelsket). Mit eneste reelle råd er imidlertid at holde ud og vente på, at det går over igen”. Professor Bente Klarlund
Udgivet første gang på Coach & Psykoterapeut Skolens blog den 7/9/2024.